I mit tidligere blog indlæg “Hvorfor dater jeg idioter? pga. min opvækst?” skriver jeg om den trygge tilknytning, og vigtigst af alt den ængstelige tilknytning, som forårsagede meget ravage i mit eget datingliv.
Men der skal to til tango! Så hvad har han med i rygsækken?
Den fyr du så møder, er højst sandsynligt utryg undvigende/afvisende tilknyttet. Disse mænd/drenge vil have det meget svært med tætte relationer, og intimitet. Derfor søger de ofte meget hurtigt væk fra en sådan relation. De tror nemlig på at de klarer sig allerbedst alene. Deres tanker kan gå på ”Ingen kan leve op til de forventninger jeg har til dem, så derfor er det bedst ikke at have nogle. Og bare gøre tingene selv, for den eneste jeg kan regne med, er mig”. Dette vil deres hjerne sige i pressede, svære og følsomme situationer. Man tilegner sig denne adfærd og tankegang, fordi man som lille har oplevet, at ens omsorgspersoner kontinuerligt ikke har været der, når man udviste et behov. Derfor har barnet, fra helt lille af, lært at være selvstændig og at den eneste som de kunne regne med, er dem selv. Når han møder hende, så vil det oftest udspille sig således…
Frederik og Laura møder hinanden gennem Tinder. Hun liker ham egentlig ikke fordi hun er vildt tiltrukket til ham, men hun tænker ”hvorfor ikke, han ser vel sød ud”. Så hun liker, og de matcher. Frederik synes til gengæld at Laura ser rigtig sød ud. Så han skriver til hende. ”Hvad så?”. Hvad fanden er det for en kedelig besked at starte på, tænker hun. Nå, hun svarer alligevel. De begynder at spørge ind til hinanden og han siger at han bor 5 minutters gang fra hende. Det lyder godt, for han er virkelig sød, tænker hun. Han har både spurgt om hvordan hendes dag har været, og spurgt ind til hendes familie. Han vil virkelig lære hende at kende, tænker hun. Til gengæld tænker Frederik at Laura da er meget sød. Han tænker ikke videre over det, men det er ret hyggeligt at skrive med en som både har god humor, og virker interesseret i ham. Natten kommer snigende og klokken bliver 02:00. Laura skal faktisk op klokken 06:00, for at nå på arbejde, men hun kan slet ikke stoppe, nu hvor det går så godt. Han siger godnat og sov godt til hende. Hvor er han bare sød, tænker hun. Dagene går og de aftaler at mødes. Tirsdag aften mødes de, og hele aftenen går med at spille spil, drikke øl og se noget godt på tv'et i hendes seng. De kysser ikke, knalder ikke og piller ikke. Hun tænker, at han nok synes hun er lidt sød. Måske lidt lun. Ej, er han mon forelsket i hende? Han tænker ”nå, det må blive næste gang så”, men går stadig rimelig tilfreds hjem. Han ved at det nok skal flaske sig, det kan han mærke. Hun kaster med håret, og griner meget højt, ytrer ikke rigtig hendes holdninger men nikker til hans, snakker allerede nu med en tone som fortæller ham at han er den eneste hun ser. Hun er investeret i ham. Næste gang de mødes så sker det. Han smør lidt ekstra charme på, og den går helt hjem. Hun er blæst bagover. Han er jo slet ikke som de andre drenge, tænker hun. Han tænker, at det var god sex og hun da er meget sød. Han overnatter der, og de hygger hele natten og morgenen sammen. De kysser farvel, og han tager hjem. De kysser farvel. Hun skriver det til ALLE sine veninder. Hun er fuldstændig flyvende på en lyserød sky. Hun sletter Tinder, for det er ikke nødvendigt mere. Han tænker ikke så meget videre over kysset. Det var da dejligt. Han prøver ikke at tænke så meget over kysset. De fortsætter med at ses. Det gør de i nogle måneder. Indtil det en dag ændrer sig således. Hun skriver til ham. Han svarer. Hun skriver. Og hun skriver. Og hun skriver. Hun begynder at spørge hele tiden hvordan han har det, og hvornår de skal ses igen. Hun har jo fået at vide af hendes veninder, at hun skal vise at hun er interesseret. Nu er han kvalt. Hvorfor skal hun vide så meget? Er hun blevet besidderisk efter den, for ham, korte tid? Det er for meget for ham, nu er hun for tæt på. Det var slet ikke det hans intention var. Han ghoster hende. Og hun løber efter ham. Hun skaber en scene hver gang de ser hinanden i byen. Begynder at skrive med hans venner, for at han skal blive jaloux. Bruger alt sin energi på at tænke over, hvad hun gjorde galt, og hvorfor han forlod hende. Han er lukket af. Følelsesmæssigt afstumpet. Hun var overinvolveret og han sørgede for aldrig at blive følelsesmæssigt involveret, for ikke at blive såret -Fordi han havde en forventning om, at hun nok også ville skuffe ham i længden...
Dette virker måske overspillet, eller urealistisk. Det er en rigtig historie.
Således udspiller det sig i utallige af dating-relationer. Jeg hører det om og om igen som terapeut, eller når jeg holder foredrag – eller når jeg sidder som veninde. Og jeg genkender det dælme også selv! Jeg var SÅ sur på ham. Ej hvor var han bare en idiot! Men i realiteten var han det jo ikke?
Jeg lavede et spørgeskema med knap 300 besvarelse, og det fik virkelig sat noget under spotlight. Kvinders ubevidste offerrolle i denne datingrelation – og den offerrolle jeg selv påtog mig engang. Av for den da. Vi ansvarsfralægger, så vi ikke behøver at stå til regnskab for de valg som vi tager. At vi opsøger ham. At vi lader ham behandle os dårligt, uden at sætte en grænse. At vi ikke italesætter grænser, behov eller lyster – så han har ingen jordisk chance for at imødekomme dem. Nej nej, det er ham der er en idiot, ik?
Vi påtager os en *ubevidst* offerrolle, som vi udadtil kommunikerer om, som om den er uundgåelig. Som om det er modparten eller verden, som har givet os dette læs lort, og vi kan ikke slippe af med det. Men realiteten er at vi selv påtager os en offerrolle, og vi har intet drive for at bryde fri for det. En del kvinder bruger o]errollen som en martyrrolle. De påtager sig en masse ansvar for ham de dater. De henter ham fra byen, køber mad til ham, hjælper ham når han har brug for det og vigtigst af alt, tilsidesætter sine egne behov for hans behov.
Når vi skal forstå hvordan hun faktisk både er offer og redder, så skal vi forstå dramatrekanten. Hvis man er redder eller krænker, så er man automatisk også o]er. De fører begge ned til den rolle. I disse relationer gør kvinderne sig ofte til reddere, for bagefter at skifte til o]er. Så tænker de at mændene skylder dem noget.
Mændene ved bare ikke at der bliver holdt regnskab, og de har med sikkerhed ikke tænkt sig at betale deres gæld. Derfor bliver de igen nogle bussemænd, som vi kan pege fingre. Vi ser bare ikke de fingre som vender tilbage mod os.
Jeg blev eddermame i dårligt humør, da det her gik op for mig. Det er selvfølgelig ikke ens-betydende for at dette er tilfældet i alle dating-relationer – sådan er det med alle teorier etc. Alting har sine undtagelser.
Knus, kram og kærlighed,
Mathilde <3
Tidligere indlæg
Næste indlæg