Hvorfor dater jeg idioter?

Uha det lyder nok lidt hidsigt. Det lyder også som noget helt andet, end hvad jeg i realiteten gerne vil snakke om.

“Hvorfor dater jeg idioter” er navnet på mit speciale – og derfor også det jeg gik til eksamen i. Jeg startede min eksamen ud, med at sige overskriften kunne være anderledes. Eller måske bare understreget. Den burde hedde “hvorfor dater JEG idioter”. Det har intet med idolerne at gøre, selvom vi tror det hele har noget med dem at gøre. Der snyder vi virkelig os selv… Arbejdet begynder i os. Og IKKE ved at begynde at opdrage dem – det hjælper virkelig ikke. Jeg har testet det.

Min eksamen

Jeg vil gerne dele udpluk med jer fra min eksamensopgave. Personlige udpluk, men også lærerige udpluk. Jeg håber de kan give lidt gødning til hjernen, og kan få den til at fundere over lidt af hvert. Min hjerne kørte med 110 km/t da jeg skrev denne opgave. Da jeg var færdig med den så tænkte jeg alligevel. “Wtf”. Tænk at jeg sad som 22-årig og vidste alt det. At nu var jeg færdig med at date idioter. Noget i mig tænkte alligevel “Ej det da lidt øv. Er jeg så færdig med at være ung og dum?”. Det kan jeg så godt bekræfte nu – det var jeg ikke 😉 Men jeg var færdig med at behandle mig selv dårligt, og tillade andre at behandle mig dårligt. Jeg håber lidt af min opgave kan inspirere dig… here we gooo

“Men vi forstod, at mændene var nogle bussemænd, og der var ingen gode mænd. Det var en konklusion, som vi alle havde formået at skabe sammen.”

Dette vil være en appetizer af min bog – ”hvorfor dater jeg idioter”. En bog, som jeg har båret, som et lille frø i mit hjerte. Et frø som kan få lov til at spirer lidt nu. Jeg har de seneste år, oplevet både mig selv, mine veninder og fremmede kvinder, sige disse ord. ”Hvorfor dater jeg idioter”. Og jeg forstod det ikke selv. Ingen af os forstod det. Men vi forstod, at mændene var nogle bussemænd, og der var ingen gode mænd. Det var en konklusion, som vi alle havde formået at skabe sammen. Vi gik ud i flok, og pegede fingre ad mændene. Puh hvor er i modbydelige, og hvorfor leger i så mange julelege med os kvinder. Synes i virkelig det er sjovt at lade os jagte jer? Der ramte det mig. Jeg kan ikke helt præcist huske dagen, men jeg kan næsten stadig mærke følelsen. Den kendte aha-følelse. Det var mig der var idioten, for at se sort/hvidt på det. Ingen af disse mænd, tvinger mig til at være i deres liv, men jeg vælger selv at opsøge dem gang på gang. Jeg gør mit eget liv til et levende helvede, men hvorfor? Det har jeg brugt de sidste par år på at finde ud af, og jeg håber at det kan skabe forståelse hos dig. Og vigtigst af alt, at det kan skabe bevidsthed og udvikling.

Fantom forelskelsen; mit eget begreb

Fantom-forelskelsen er et begreb, som jeg selv har dannet. Jeg hørte om fantom-mennesket på uddannelsen. Dette menneske som man danner i sin fantasi, med små uddrag fra det virkelige menneske. Oftest tager man alle de positive sider og ganger dem med 100. Og der har vi fantommennesket. En illusion, en drøm, en skikkelse som ikke minder om virkeligheden, og i fleste tilfælde vil være umulig at blive til. Deraf kommer mit ord. Fantom-forelskelsen. Når vi skaber en illusion, ikke bare om modparten, men om hele historien imellem jer to. Din hverdag forvrænges en smule, af den drøm som du skaber mentalt. Din opdigtede fremtid, præger dit nu. Fantomforelskelsen påvirker alt i din hverdag.

Hvorfor begyndte jeg at date idioter?

Jeg er vokset op med den mest omsorgsfulde og støttende mor, og den mest lattermilde og stolte far. Mit Ying og Yang, og selvom de gik fra hinanden da jeg var spæd, så har alt været i balance og harmonisk for mig, i min opvækst. Min opvækst er præget af tillid, støtte, rummelighed, nærvær og mest af alt, ubetinget kærlighed. Opskriften på en tryg barndom. Og netop derfor, har jeg tryg tilknytning– med et twist. Mit twist sker, da jeg er 18 år gammel og går på gymnasiet. 2 uger inden at, jeg skal på studietur til Italien får jeg én af de beskeder man frygter allermest for. Min far har kræft. Jeg har altid været fars pige, og set op til ham hele mit liv. Adopteret alle hans personlighedstræk, så man i dag ikke er et sekund i tvivl om hvem min far er, når vi står der, og griner ved siden af hinanden. På daværende tidspunkt, føltes det lidt som om verden gik i stå. Det gjorde den egentlig også lidt. De efterfølgende måneder erindrer jeg meget lidt, men de sætter sit præg på mig. Nogle ting fik jeg bearbejdet med hjælp fra andre – men én ændring i mit liv, gav mig alligevel det største chok. Det havde jeg ikke set komme. Grundet min fars kræftforløb, udviklede jeg ængstelig tilknytning til ham. Og pludselig blev disse måneders uro i sindet, til flere år med uro og destruktiv adfærd. Jeg begyndte at løbe efter fyre, men bestemt én. Ham jeg mødte tre måneder efter at min far havde endt behandling.

Han kom fra et hjem med mange regler – så han fulgte ingen.

Han kom fra en familie, med strenge regler. Så han fulgte ingen regler. Han hadede dem nok nærmest. Specielt dem som jeg prøvede at sætte. Han pressede mine grænser så meget han kunne, og kunne nemt få gjort et nej til et ja. Og jeg lod ham gøre det, i håbet om at det ville gøre ham glad, og han så ville være min kæreste. *Den dag i dag, ligger jeg STOR vægt på – at JEG lod ham presse mine grænser. Han gjorde aldrig noget forkert, da jeg tillod ham at gøre alt, som han gjorde. Jeg var desværre i den opfattelse, at kærligheden til mig selv skulle komme fra ham af, og grundet det havde jeg ikke nok kærlighed til mig selv, til at lytte til egne grænser og behov. Men den dag i dag står jeg stadig ved, at det var en selvdestruktiv adfærd fra min side. Og ingen skyld er på hans*

Nå med den på det rene – så kan jeg vidst godt afsløre, at det forhold rev mig fuldstændig i stykker. Jeg ødelagde min egen seksualitet, fordi jeg spejlede mig i hans. Jeg havde ikke min egen, og af den grund, tillod jeg ham at gøre, hvad han havde lyst til.

Jeg synes godt nok han var den største idiot i hele verden. Så startede jeg på sexolog uddannelsen, og på Langelands retreatet, så fik jeg tilgivet ham. Ikke til hans ansigt, men bare i mig. Jeg fik sagt højt. ”Jeg tilgiver dig X. Jeg tilgiver dig for at have udnyttet mig, da jeg var allermest sårbar og åben”. For det var min realitet dengang. I dag siger jeg noget andet. I dag siger jeg…

”Jeg tilgiver dig Mathilde.”

”Jeg tilgiver dig for ikke at have elsket dig selv nok til, at synes du var værd at passe på. Jeg tilgiver dig for at lade andre overskride dine grænser. Jeg tilgiver dig for ikke at have passet på dig selv, da du var allermest sårbar. Jeg elsker dig Mathilde.”

Jeg gerne hjælpe dig til at gå fra selvdestruktiv til selvudvikling og selvindsigt. Og tage dig med på min 4 år lange rejse, og give dig inspiration til at starte din egen! Tak for at læse med så langt! Vi ses i næste blog indlæg <3

Knus, kys og kærlighed,

Mathilde <3